Amila Jasarevic’ forhold til sandheden

Amila af Bosnien er SF’er og har en blog som hun selv kalder politisk. Hun har fornuftigvis nedfældet nogle ord om sin censur-politik. “Fornuftigvis” fordi censuren formentlig er ganske hyppigt forekommende. Lad mig citere:

Jeg har også haft en blog på avisen.dk, men lukkede den i februar 2008 på grund af alt for mange rabiate kommentarer, tilsvininger og til sidst også trusler.

I løbet af de år, jeg aktivt har deltaget i samfundsdebatten, har jeg oplevet mange af den slags ubehagelige kommentarer og angreb. Min tolerancetærskel overfor den slags er derfor meget lav, så man skal ikke komme til mig og råbe ”ytringsfrihed”, hvis jeg sletter upassende kommentarer. Hvis ikke man kan håndtere, at blogejeren råder over alt indhold på sin blog, er man velkommen til at gå i stor bue udenom disse sider.

Så er man advaret. Problemet er selvfølgelig at Amila Jasarevic ikke kan stå for fristelsen til at fjerne ytringer som er en del af en normal debat. Jeg har selv et problem med spammere som excellerer i personfnidder. Den slags ødelægger ikke meget på en superaktiv debatside som f.eks. Uriasposten, men kan virke for afsporende på mindre besøgte debatblogs.

For den kvindelige SFers vedkommende taler vi om blokade af min debatperson, og det, som udløste frøkenens ekstreme intolerance, var ikke fnidrende spam, men en relevant kommentar til Amilas solidaritetserklæring til tørklædeislamisterne.

Efter lidt hyggelig sniksnak mellem Amila og tørklædemuslimerne Helen Latifi, Gülay Kocbay samt Mohammed Djawad, kommer min kommentar om en oplevelse jeg havde for nylig i selskab med en anden bosnisk kvinde, sådan cirka på Amilas alder; den kan læses på dette screenshot (klik!):

 Som man kan se, er “angrebet” på Amilas person en kritik af netop det indlægget handler om: hendes deltagelse i Miss Tørklæde 2008. Mere relevant kan det næppe blive. Kommentaren er selvfølgelig reelt et angreb på (især sproglige humanistiske) akademikeres naivitet, men indeholder da i høj grad en medfølgende indignation over Amilas flirt med islamismen. Hun får valget mellem at være naiv eller utaknemmelig, men karakteriseres under alle omstændigheder som en typisk dansk kvindelig akademiker. Dermed har jeg faktisk inkluderet hende som en ægte dansker, men også understreget mit hovedbudskab: kritikken af akademikerne.

Om det er kritikken af akademikerne som har fået Amila til at retouchere debatten ved jeg ikke. Det kunne måske også være det faktum, at en af de kontante islammodstandere i virkeligheden omgås bosniske kvinder venskabeligt, som efter SFerens mening bør holdes skjult for offentligheden. Sølle er det i hvert fald. Amila er selvfølgelig ikke islamist som Helen Latifi og Gülay Kocbay. Hun er en typisk forløjet venstrefløjspædagog, hvilket ikke er et hak bedre.

Summa summarum kan man bemærke sig tendensen, hvor halalfløjens forhold til sandhed ligner islamisternes: Hvis sandheden er uhensigtsmæssig, fjerner vi den bare. Nuancer er noget vi råber højt om, når opponenten skal mules, men ikke noget vi praktiserer selv. Målet er den totale hjernevask, og virkeligheden skal selvfølgelig ikke bryde sig om at komme på tværs.

Tags: akademikere, Amila Jasarevic, censur, SF