Så er der igen søgt på Peter Pan-syndromet, og flere er idag havnet på denne post.

Noget af det mest ulidelige ved at være Femilands outsider og dermed en mand, der lever i noglenlunde harmoni med sin psykologiske natur, er de evige anklager der rasler ned over een fra normalitetens medicinsk adfærdskorrigerede høns m/k. Man vænner sig selvfølgelig til modvinden, men somme tider er det trættende.

En af de charmerende handler om, at man ikke kan indgå et forpligtende forhold til en kvinde (som om der overhovedet var levende kvinder tilbage i vesten – men “velfærdsrobot” da). Altså: Interessanthedsfaktoren kan være hvad den vil, man er ikke en pålidelig partner, simpelthen fordi man – øøøhh – ikke er en pålidelig partner. Ens track-record har grimme huller og derfor er man for risikabel. For en kvinde (såvel som en velfærdsrobot) er en gift mand så langt at foretrække fremfor en single. Ham er der intet knas med, konen kan evt. senere skaffes af vejen. Sådan er kvinders virkelighed, når de ikke selv skal lyve om det, og tidens Femiland er desværre som denne, komplet uden moral og i den store sammenhæng uhensigtsmæssig.

Tag jobmarkedet. Fuldkommen samme surdej. Har man et pænt CV uden huller, er man “pålidelig”, og har man huller, er man nok farlig. Bedømmelsen er sjældent særlig dyb, og aldrig overtrumfer det konkrete angsten for det ukendte. Pigers socialisering er lov i Femiland: På jobmarked, kødmarked og hvad der ellers officielt er fælleskønslige domæner.

Med kvinder i spidsen for fællesskabet er alt gruppetænkning og selvopfyldende profetier.

Der er selvfølgelig gode grunde til at den tilsyneladende driftsikkerhed overtrumfer alle kønne normer eller moral: For den enkelte selviske kvinde er det ikke manden der er interessant, men det han kan gøre for hende. Peter Pan-søgningen giver sjovt nok også et hit på en tøseblogger, jeg engang har været i byen med, og denne karrierekvindes seneste blogpost siger det egentlig meget godt:

Jeg forsøgte virkelig at være langsom og forsigtig og at leve det efter devisen slow is better. Men lysende erkendelse tilsidesatte al tilbageholdenhed:

Det her er mig som jeg kender mig selv. Det her er mig som jeg helst vil være. Det her er mit allerbedste selv. Det her er mig uden forbehold. På godt og ondt. Og jeg er sammen med ham. I hans selskab har jeg det sådan. Er jeg sådan. Det her er mig sammen med ham.

Og det er så nemt, udramatisk, ukompliceret og enkelt. Frydefuldt og sjovt. Så rigtigt. Jeg anede ikke at det kunne være sådan. Men jeg kan anbefale det.

Mig, mig og atter mig :-) Gør jer altså ingen illusioner, kære brødre. Den eneste rene ubetingede kærlighed er selvfølgelig den man får af sin mor. Tidens vestlige sexmaskiner er desværre kun det: maskiner med skruer som trænger til at blive strammet. Maskiner som ikke interesserer sig for tingenes skønhed i sig selv, men evigt leder efter den bedste olie til deres eget gnidningsfrie liv.

Lad os snarligt enes om at give dem den sidste, og anskaffe os et mere intelligent og ligeværdigt design. Måske fra øst eller syd.