Noget af det mest ulidelige ved at være Femilands outsider og dermed en mand, der lever i noglenlunde harmoni med sin psykologiske natur, er de evige anklager der rasler ned over een fra normalitetens medicinsk adfærdskorrigerede høns m/k. Man vænner sig selvfølgelig til modvinden, men somme tider er det trættende.

En af de charmerende handler om, at man ikke kan indgå et forpligtende forhold til en kvinde (som om der overhovedet var levende kvinder tilbage i vesten – men “velfærdsrobot” da). Altså: Interessanthedsfaktoren kan være hvad den vil, man er ikke en pålidelig partner, simpelthen fordi man – øøøhh – ikke er en pålidelig partner. Ens track-record har grimme huller og derfor er man for risikabel. For en kvinde (såvel som en velfærdsrobot) er en gift mand så langt at foretrække fremfor en single. Ham er der intet knas med, konen kan evt. senere skaffes af vejen. Sådan er kvinders virkelighed, når de ikke selv skal lyve om det, og tidens Femiland er desværre som denne, komplet uden moral og i den store sammenhæng uhensigtsmæssig.

Tag jobmarkedet. Fuldkommen samme surdej. Har man et pænt CV uden huller, er man “pålidelig”, og har man huller, er man nok farlig. Bedømmelsen er sjældent særlig dyb, og aldrig overtrumfer det konkrete angsten for det ukendte. Pigers socialisering er lov i Femiland: På jobmarked, kødmarked og hvad der ellers officielt er fælleskønslige domæner.

Med kvinder i spidsen for fællesskabet er alt gruppetænkning og selvopfyldende profetier.

Der er selvfølgelig gode grunde til at den tilsyneladende driftsikkerhed overtrumfer alle kønne normer eller moral: For den enkelte selviske kvinde er det ikke manden der er interessant, men det han kan gøre for hende. Peter Pan-søgningen giver sjovt nok også et hit på en tøseblogger, jeg engang har været i byen med, og denne karrierekvindes seneste blogpost siger det egentlig meget godt:

Jeg forsøgte virkelig at være langsom og forsigtig og at leve det efter devisen slow is better. Men lysende erkendelse tilsidesatte al tilbageholdenhed:

Det her er mig som jeg kender mig selv. Det her er mig som jeg helst vil være. Det her er mit allerbedste selv. Det her er mig uden forbehold. På godt og ondt. Og jeg er sammen med ham. I hans selskab har jeg det sådan. Er jeg sådan. Det her er mig sammen med ham.

Og det er så nemt, udramatisk, ukompliceret og enkelt. Frydefuldt og sjovt. Så rigtigt. Jeg anede ikke at det kunne være sådan. Men jeg kan anbefale det.

Mig, mig og atter mig Gør jer altså ingen illusioner, kære brødre. Den eneste rene ubetingede kærlighed er selvfølgelig den man får af sin mor. Tidens vestlige sexmaskiner er desværre kun det: maskiner med skruer som trænger til at blive strammet. Maskiner som ikke interesserer sig for tingenes skønhed i sig selv, men evigt leder efter den bedste olie til deres eget gnidningsfrie liv.

Lad os snarligt enes om at give dem den sidste, og anskaffe os et mere intelligent og ligeværdigt design. Måske fra øst eller syd.

Giv alle veluddannede udlændinge fri adgang til at arbejde i Danmark og Europa. Det er otte globalt anerkendte topøkonomers opskrift på, hvordan et kriseramt Europa skal klare sig i konkurrencen med klodens fremadstormende økonomier.

Hvor vi dog bare eeeelsker akademikere – som tilfældigvis ønsker fri passage for andre akademikere. Alle er lige, men nogle er lidt mere lige end andre i vor globale landsby..

Frode Christiansen rydder ellers kun de veje i Hostrupskov, der er kategoriseret som D veje, og hvor kommunens vinterkøretøjer ikke kommer, men det har altså ikke været afgørende for kommunens embedsmænd, der mener, kommunens vinterregulativ forbyder privat snerydning på offentlig vej.

Privat godgørenhed for egen tid og omkostning. Hvad tænker manden dog på?

JP.dk – Ingeniørstuderende scorede lutter 12-taller:

Lise Kjær Andersen selv er lidt mere ydmyg, når hun omtaler sine eksamenspræstationer.

»Jeg er glad, det er klart. Jeg har brugt tre et halvt år på at skabe et godt resultat, men også på at opbygge et socialt netværk, gå i Harrys Kælder og nyde tiden som studerende. Jeg er ikke et dydsmønster, men jeg har altid haft en god forståelse for fysik og matematik, og det har måske givet mig et forspring,« siger Lise Kjær Andersen, der søgte direkte ind på Ingeniørhøjskolen efter gymnasiet og nu vil holde et halvt års pause fra studierne, inden hun fortsætter på civilingeniøruddannelsen i Byggeri. JPHun drømmer om en karriere som rådgivende ingeniør eller som forsker, hvis muligheden byder sig.

»Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville være ingeniør. Jeg kan godt lide arbejdet med at løse virkelige problemstillinger. Det giver en meget stærk motivation. Jeg kan sagtens forestille mig at gå ud og arbejde som byggerådgiver, men jeg kunne også godt tænke mig en mere teoretisk fordybelse og gå forskervejen, hvis jeg får chancen på et tidspunkt,« siger hun.

Vild med armeret beton
Lise Kjær Andersen har en særlig stærk faglig interesse i armeret beton, som hun vil forsøge at forfølge i det videre uddannelsesforløb:

»Armeret beton har en meget interessant kompositvirkning. Det er fascinerende, at man kan blande sten og cement, som i sig selv ikke kan holde til ret meget. Og så lægger man armeringsjern i, hvorefter det kan anvendes til store broer med stærke bøjningspåvirkninger. Det kræver selvfølgelig, at man har kendskab til forskellige typer af beton og stål, og hvordan man anvender det sammen,« forklarer Lise Kjær Andersen.

Døm selv. Pædagog? Sælger? Poppet videnskabsjournalist? Måske. Ingeniør? Aldrig.

“Bagtaler de ansatte hinanden?”

spørger business.dk. Man må håbe det er ren retorik. De kunne også have spurgt:

Er Rusland større end Letland?
Vejer en elefant mere end myg?
Er Helle og de radigale glade for EU?

“Vestlige befolkninger overdriver voldsomt omfanget af indvandring“

og artiklen handler så om, at nogle folkeslag overdriver deres estimat af indvandringen, hvilket er et stort problem for anstændigheden (læs: dem som ønsker denne indvandring).

Jeg har haft problematikken oppe at vende før, så lad os skære ind til benet, inden vi kigger videre på vrøvlet:

Befolkningernes oplevelser er nu engang ganske væsentlige, og hvis perkere bekymrer folk meget, ER det et alvorligt problem. Hovedårsagen til dette problem er ikke, som konstruktivisterne tror, den frie, nærmest utøjlelige politiske debat, eliten gerne vil undgå (de vil helst afskaffe folkestyret, men tør ikke sige det højt) – MEN 2 faktorer:

1) antallet og
2) den gennemsnitlige perkers adfærd.

Man kan sige at problemet primært er et produkt af disse, og hvis antallet er mindre end folk opfatter det, skyldes det at den gennemsnitlige perker er værre end folk tror. Omvendt kan man sige, at hvis antallet af perkere er større end folk opfatter det, skyldes det at den gennemsnitlige perker opfører sig bedre end folk tror.

Så hver gang eliten lægger vægt på antallets lidenhed, støtter de forestillingen om perkernes modbydelighed. Hvis eliten altså vil have os til at acceptere idéen om at perkerne ikke er voldsomt meget anderledes, bør de fortælle os at antallet er enormt: De mange forbrydelser og angreb på freden, som finder sted i hverdagen, kan altså relateres til antallet af perkere snarere end til perkernes ekstreme tendens til at opføre sig grimt.

Altså: you can’t have it both ways: enten er der aaalt for mange – eller også er de aaalt for modbydelige. Derfor kan fupforskere og andre elitære skiderikker sprælle som de har lyst: Folk opfatter uden problemer virkeligheden og drager deres konklusioner.

Nu til et par uddrag af artiklen:

»Forestillingerne om immigration overstiger realiteterne ganske voldsomt. Det fremmer ikke ligefrem debatten om den nødvendige indvandring«, siger den anerkendte ekspert i global integration professor Pankaj Ghemawat fra handelshøjskolen IESE i Barcelona.

Manipulerende retorik. Man forsøger at stadfæste en konsensus om, at folks forestillinger om indvandring i al almindelighed skal fremme debatten om nødvendig indvandring, hvad det så end er. Folks forestillinger var muligvis blot et redskab i elitens totalitære hånd, hvis samme elite kunne bestemme uindskrænket, men vi er altså stadig en del som ikke skriver under..

Også Ninna Nyberg Sørensen, seniorforsker og ekspert i migration ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), finder kløften mellem forestillinger og realiteter om indvandring bekymrende.

»Misforholdet mellem det opfattede og reelle antal indvandrere er konsekvensen af en politik i vore dele af verden, som har konstrueret indvandring som et kæmpe problem. I adskillige valgkampagner har indvandring fyldt meget i forhold til andre væsentlige emner, fordi det er politisk bekvemt at forholde sig til udefrakommende problemer i stedet for dem indefra«, siger Ninna Nyberg Sørensen.

Kan være hun er udnævnt til ekspert, men hun vrøvler voldsomt og værdiladet, hvilket jo ikke klæder ekspertrollen. Misforholdet kan altså som nævnt skyldes indvandrernes “støjende” adfærd, der får dem til at “fylde mere”. Ikke just kvantedynamik for viderekomne. Og at problemet med indvandringen skulle være “konstrueret”, er en forestilling, der er konstrueret af forskerindens lidt for trygge og isolerede livsførsel. Eller måske bare et psykologisk fænomen kaldet fornægtelse. Her har jeg brugt forskerindens egne metoder, hvis nogen skulle være i tvivl

At indvandringen har fyldt meget fordi den er bekvem at forholde sig til, er måske det mest latterlige. Indvandringsspørgsmålet er vel ikke mere bekvemt at forholde sig til end f.eks. skatteprocenten. Forskerinden argumenterer selvfølgelig heller ikke for noget hun næppe kan argumentere for, men bruger bare sit fine artige forskerstempel til at udtale sig paveligt ufejlbarligt og – i Politiken – uimodsigeligt.

Også danskerne overdriver andelen af indvandrere i befolkningen, men i ganske begrænset grad i sammenligning med de andre vestlige lande. Det viser en meningsmåling, som Megafon har lavet for Politiken og TV 2. I snit anslår danskerne, at indvandrere udgør 8,9 procent af befolkningen. Ifølge Danmarks Statistik er 7,9 procent af den danske befolkning født i et andet land.

At danskere har et så realistisk billede af indvandringen, er en positiv overraskelse for Ninna Nyberg Sørensen. Forklaringen ser hun i en afdæmpet indvandringsdebat.

Lille forsker Nynne mener altså at de seneste par måneders mindre fokus på masseindvandringen kan opveje de forrige mange års hate speech, og vupti har vi alle pludselig et helt andet syn end vi havde igår. Justitsminister Bødskov er heldigvis nærmere Moder Jord:

Justitsminister Morten Bødskov (S) opfatter danskernes realistiske opfattelse af indvandringsniveauet som et resultat af 10-15 års »åbne« og »kontante« debat om udlændinge.

»Når bølgerne går højt i debatten, sætter man sig måske mere ind i stoffet og bliver dermed også klogere. Selv om udlændingedebatten tidligere har været kilde til alvorlig splittelse i befolkningen, så har det efter min mening bidraget til, at vi alle debatterer på et mere oplyst grundlag«, skriver han i en mail til Politiken.

Enhver må selvfølgelig bruge sin egen dømmekraft: Er det som forsker Nynne siger det: at vi fra dag til dag kan socialkonstruere de sandheder vi ønsker, eller har folk en hukommelse og en eller anden form for selvstændig tankegang. De biologiske videnskaber siger det sidste, men de er vel også blot en forældet konstruktion ligesom den falske bevidsthed om at krisen kradser og at der er en lille million de fakto arbejdsløse mellem 18 og 65 år.

Klummen om de 2 italienere er så afslørende (udtalt med krarupsk indignation):

Da »Titanic« gik ned for 90 år siden, omkom over halvdelen af de ombordværende. Men af kvinderne overlevede 97 pct. fra første klasse og 84 pct. fra anden. Flere kvinder fra tredje klasse overlevede end mænd fra første.

De druknede var altovervejende mænd, der tog parolen »kvinder og børn først« alvorligt, ikke fordi de hver især følte sig særlig heltemodige, men fordi sådan var de – man – opdraget, dengang i den frygtelige, patriarkalske og mandschauvinistiske tidsalder. Disse reaktionære mænd druknede i hundredevis, så hundredevis af kvinder og børn kunne leve. For sådanne mænd var det naturens orden.

Moderne, feminiserede mænd er mere sofistikerede, og naturens orden er afskaffet i alle livets forhold, fra køn og kærlighed til samfundsorden og tro. Havde »Titanic« haft sådanne moderne mænd ombord, ville vi næppe have set ret mange kvinder overleve. For mænd, selv de moderne, er typisk stærkere end kvinder og kan derfor skubbe dem til side hhv. verfe dem ud af redningsbåde. Og pudsigt nok optræder de moderne mænd i nødsituationer ikke ædelt og blødt, men netop som de barbariske dyr, den moderne forfaldskultur har reduceret dem til. Væk er de bløde karaktertræk, glemt er parolerne om fred og ikke-vold, når det gælder at redde eget skind. »Kvinder og børn først« er afgjort blevet en mindretalsholdning.

Det er ikke spor “pudsigt”, og den barbariske adfærd skyldes ikke feminisering, men nød i bred forstand. Gress omtaler slet ikke kvindens andel i misèren: Et samfund, hvor manden i årtier har været lagt for had, hvor skolerne favoriserer piger, hvor produktive og mandlige arbejdspladser nedlægges, mens enhver kvindelig dyd udstyres med jobbeskrivelse og tvangsfinansiering, hvor kvinder straffrit kan proppe mænd i fængsel, hvor velfungerende og gennemtestet maskulin ledelse erstattes af flad “hvad synes du selv, men husk at stikke din kollega i ryggen” – altså, hvor kvinder gives næsten alt på et fad, mens mænd konkurrerer indbyrdes om resterne – kan selvfølgelig ikke forvente at mænd har overskud til at være galante.

Kravet om at være galant kommer ofte fra kvinder, men endnu oftere fra de mænd, der tilhører en anden tid eller netop vandt rotteræset om resterne af det gode liv som kvinderne begærligt har suget ud af fællesskabet. Gress, Kürrild-Klitgård, Ole Birk Olesen og andre taler deres egen sag mere end samfundets, og de forråder naturligvis deres maskuline brødre og dermed deres land og civilisation, når de insiterer på primært at kritisere mændene for tingenes begrædelige tilstand. Historiens helt er ikke kun manden, der vil dø som en italiener (det gør han ret i), men også manden som viser kvinden konsekvensen af hendes mandefjendskhed og lader hende drukne i sin egen sø, mens han redder de sidste maskuline ressourcer i land. Den dag Gress og co. bliver mænd nok til at gå i krig mod vore forræderiske kvinder, vinder de lidt respekt hos mig, men jeg er bange for at den sidste færge mod friheden forlængst er afgået.

1. Hvis vi modstår vores lidenskaber, er det snarere på grund af deres svaghed end på grund af vor styrke.

François de la Rochefoucauld (1613-1680)

Citatet udtrykker en erkendelse, der desværre er helt fraværende i debatten – nemlig at der er grænser for hvor stor ære folk kan tage for deres egen succes. Det er lettere for en kvinde at modstå kønsdriften end for en normal 20 årig mand (hvilket har betydning for vor forståelse af diverse lovgivning desangående – den har en kønslig slagside). Det er også lettere for et løgnagtigt middelmådigt pigebarn at blive selvforsørgende end for en stolt og principfast mand. I det hele taget “glemmer” de blå bekvemt, at det personlige ansvar har såre begrænset betydning i samspillet mellem konsensussamfund og individ. De allerfleste klarer sig godt her i Femiland, fordi de dovent(!) flyder med strømmen – ikke fordi de tager et ansvar. Den erkendelse er ubehagelig for de blå, men i længden er det tåbeligt at ignorere sandheden.

Spol hen til minut nummer 50, hvor netop injurie-sagen om krænkelse af min islamistiske facebook-ven røvballe-Hussain får Karen til at hylde retssystemets afklapsning af hendes uforskammet klare tale. Somme siger, at der inde i enhver normal kvinde bor en masochist, der længes efter at blive besejret af en beslutsom overmagt, og kvinder har altid forstået et par på skrinet, så hermed atter en anledning til at fastslå at kvinder er et stort problem for ytringsfriheden.

Hvor feminin, småborgerlig og konsensus-elitær Krause er, kan i øvrigt illustreres ved, at gæsten næste uge er den EU-liderlige pseudoekspert Marlene Wind.